Det er søndag morgen og hvad kunne være bedre end at starte dagen amerikansk?
Det traditionelle morgen- eller brunch-bord i USA er som bekendt stort. Her er både æg, bacon, brød, frugt og pandekager – og rigeligt af det, hvilket sikkert er medvirkende til, at det er så populært at gå ud til breakfast, hvor man ikke selv skal stå for fabrikationen. Men mindre kan nu også gøre det, hvis man skal have mere ud af dagen end bare at ”slå mave”.
Jeg foreslår pandekager, lidt frisk frugt, kaffe/te og friskpresset appelsinjuice. Og kan jeg sidde på terrassen bag det lyserøde hus og indtage måltidet, så er min lykke gjort.
Blueberry pancakes til 4 personer
300g hvedemel
1 spsk rørsukker
1 ½ tsk natron
1 tsk bagepulver
2 æg
3 ¼ dl kærnemælk
1 ¼ dl vand
¾ dl smeltet smør
500 g friske blåbær
smør til bagning
Bland mel, sukker, natron, bagepulver i en skål. Pisk æg, kærnemælk, vand og smeltet smør sammen og bland det med de tørre ingredienser. Tilsæt blåbærrene. Varm en pande op, tilsæt smør og bag pandekagerne et par minutter på hver side.
Server med koldt smør og en god ahornsirup.
Opskriften er en let tilpasset udgave af Kille Ennas i hæftet Mit Solskinskøkken.

